Jul 2013

Jeg vil starte med at citere et stykke fra MC Einars ’jul, det’ cool’:

[..Jul det' cool sikke tiden den går, der er intet lavet om siden sidste år

det' de samme ting vi spiser, det' de samme ting vi laver

de samme ting i TV, de samme julegaver

samme pengeproblemer, det' dyrt og hårdt

udelukkende overtrukne kontokort

overflod og fråds med familie og med venner

samvittigheden klares med en ulandskalender

det' julefrokosttid, traditionspilleri, sprutkørsel, utroskab, og madsvineri

vi har prøvet det før, vi ved præcis hvad der sker

slankekur i januar og alt det der..]

Denne tekst er jo meget nem at identificere sig med, ja det er næsten lidt uhyggeligt, så præcis som sangen beskriver den jul, som jeg er vant til. Jeg kan i hvert fald ikke andet end at trække på smilebåndet, hver gang jeg hører denne sang. For nu, hvor jeg går min attende jul i møde, så vil jeg sige, at jeg efterhånden har prøvet lidt af hvert i forhold til det obligatoriske julekaos.

Julegaverne skal købes, og jeg går altid lidt i panik, når jeg står midt i centeret lille juleaften og ikke kan finde på, hvad den uundværlige gave til min far er i år. Er det igen igen noget jagtudstyr, eller praktiske varme skistrømper? Eller skal jeg satse på at finde noget som jeg faktisk også selv ville kunne få glæde af, fx et spil eller et gavekort til en familiemiddag eller noget andet som jeg lige finder på… og hvad med den store juleaften? Skal den holdes ved faster eller ved mormor?  Det er altid de samme problemer man står med, igen og igen og man ved jo inderst inde, at det er lidt noget pjat. For forskellen på om man vælger den ene eller den anden løsning, er ofte ret lille, men alligevel bliver spørgsmålene store og komplicerede.

Sangen er god, fordi den på mange måder beskriver ting fra julen, som vi alle gør, men inderst inde måske ikke er så stolte af. Alle ved, at december er julefrokosternes tid, og som sangen ganske rigtigt siger, så er det den samme menu den står på til alle arrangementerne og samme menu som sidste år, og næste år. Det er sikkert. Men det er jo også en smule underligt, hvorfor er det at vi pludselig alle bliver så vilde med sild? Og ja, måske er det ikke lige midt i disse store overdrevne julemiddage, i godt selvskab, fyldt med varme frikadeller, kold juleøl, masser af brune kartofler, snaps, røde og blå nissehuer og hvad der nu ellers hører sig til, at vi tænker på sultne mennesker og tragiske katestrofer i andre lande. Nej vi har rigeligt at tænke på i forhold til os selv og vores eget liv lige i den situation. For vi ved, som sangen siger, at der er en tendens til, at sæsonen for julefrokoster også betyder sæson for utroskab. Så vi har rigeligt at tænke på i forhold til, hvad vi selv laver, men så sandelig også hvad vores partner laver. Og nu hvor vi har brugt så latterligt mange penge og spist så vildt meget mad, som om vi ikke skulle overleve længere end til juledag, så prøver mange af os at få lidt bedre samvittighed, ved liiiiige at købe en lodseddel ved en lille forfrossen spejder, eller at smile lidt sødere til en træt gadesælger end vi ellers ville havde gjort. Denne situation beskrives sjovt nok også i sangen. Så ja, sangen beskriver julen meget godt, både de gode ting, men også nogle af de ting som vi gerne vil glemme, og som vi måske har lidt dårlig samvittighed over.

Dette er ikke ment som en løftet pegefinger til nogen, måske lige med undtagelse af mig selv, men derimod en lille påmindelse om at huske at passe særligt godt på hinanden og andre i julemåneden. Så ville vi måske ikke behøve denne form for ’falske’ og meget ’materielle’ form for god samvittighed i så stor grad. Men måske ville vi kunne få det hele vendt til det som det i virkeligheden går ud på, nemlig at have det godt og hygge sig med gode venner og familie i denne ellers meget mørke tid på året.

GOD JUL 3.K!!! 

Londoner for en weekend

I Danmark kan det være utrolig svært at passe ind. Kommer man ind i landet med en anden kultur og etnisk baggrund skal man ændre sig for at ligne alle andre mest muligt og dermed blive en ”rigtig dansker”. 

Sådan er det ikke i London. Her er der ingen fordomme og alle bliver accepteret som de er.

Dette oplevede jeg første gang da jeg steg af flyveren og fortsatte min rejse med London Underground. Jeg blev en smule skræmt af at se så mange forskellige typer mennesker samlet på ét sted og som alle sad i deres egne verdener. Men det var samtidig også sjovt hvordan vildt underlige mennesker (ifølge mig) med grønne kontaktlinser eller ikke iført andet end undertøj kunne få lov til at sætte sig ned uden at få et eneste nedværdigende eller undrende blik.
Dette gjorde at jeg med det samme følte mig velkommen i byen. 

Camilla og jeg skulle besøge vores veninde Mia, som nu har boet i Brixton omkring 2 måneder. Vi havde på forhånd droppet det sædvanlige sightseeing, både fordi vi kun havde omkring to dage og fordi vi i stedet ønskede at opleve hendes liv derovre, som ægte Londonere. 
Allerede første gang vi skulle ud og handle fik jeg stoppet to forskellige brochurer i hånden, en fra biografen og en anden fra et nyt fitness center. Hvorefter jeg undrede mig meget over hvorfor de ikke kunne se at jeg da bare var turist…
(Den fra fitness endte jeg med at have omkring syv af, så det kan selvfølgelig også bare have været en hentydning).
Derudover blev jeg spurgt om vej op til flere gange og efter min og Mias indkøbstur, blev jeg tilbudt et job af en mand på gaden. Dette kom meget bag på mig, for det er noget jeg aldrig ville opleve i Danmark - og da slet ikke med ølånde, tømmermændsøjne og iført en onepiece.

På en weekend i London får man rigtig mange indtryk og nye oplevelser, men det der gjorde størst indtryk på mig var hvordan disse mennesker fyldt med kulturforskelle kunne leve sammen og acceptere hinanden (og mig) som en del af deres hverdag. Egentlig kunne jeg have brugt flere timer i undergrunden på at observere Londonerne. Hvordan der var en station hvor alle de sorte steg på, en station hvor alle de sorte steg af, en station hvor alle jakkesættene steg på, en station hvor alle jakkesættene steg af osv. Og ikke mindst hvordan folk kunne sidde og synge, tage make up på eller opføre sig mærkværdigt uden overhovedet at tænke på hvad andre synes.

På trods af min beundring af deres levestil, var der specielt ét spørgsmål der blev ved med at dukke op i mit hoved: 
Gad vide om jeg som landpige og horsensianer nogensinde ville kunne vænne mig til at leve blandt mennesker så forskellige fra mig, når jeg i Danmark er vant til kommentarer og mærkelige blikke, blot man har et tylskørte på i 306'eren?