Londoner for en weekend

I Danmark kan det være utrolig svært at passe ind. Kommer man ind i landet med en anden kultur og etnisk baggrund skal man ændre sig for at ligne alle andre mest muligt og dermed blive en ”rigtig dansker”. 

Sådan er det ikke i London. Her er der ingen fordomme og alle bliver accepteret som de er.

Dette oplevede jeg første gang da jeg steg af flyveren og fortsatte min rejse med London Underground. Jeg blev en smule skræmt af at se så mange forskellige typer mennesker samlet på ét sted og som alle sad i deres egne verdener. Men det var samtidig også sjovt hvordan vildt underlige mennesker (ifølge mig) med grønne kontaktlinser eller ikke iført andet end undertøj kunne få lov til at sætte sig ned uden at få et eneste nedværdigende eller undrende blik.
Dette gjorde at jeg med det samme følte mig velkommen i byen. 

Camilla og jeg skulle besøge vores veninde Mia, som nu har boet i Brixton omkring 2 måneder. Vi havde på forhånd droppet det sædvanlige sightseeing, både fordi vi kun havde omkring to dage og fordi vi i stedet ønskede at opleve hendes liv derovre, som ægte Londonere. 
Allerede første gang vi skulle ud og handle fik jeg stoppet to forskellige brochurer i hånden, en fra biografen og en anden fra et nyt fitness center. Hvorefter jeg undrede mig meget over hvorfor de ikke kunne se at jeg da bare var turist…
(Den fra fitness endte jeg med at have omkring syv af, så det kan selvfølgelig også bare have været en hentydning).
Derudover blev jeg spurgt om vej op til flere gange og efter min og Mias indkøbstur, blev jeg tilbudt et job af en mand på gaden. Dette kom meget bag på mig, for det er noget jeg aldrig ville opleve i Danmark - og da slet ikke med ølånde, tømmermændsøjne og iført en onepiece.

På en weekend i London får man rigtig mange indtryk og nye oplevelser, men det der gjorde størst indtryk på mig var hvordan disse mennesker fyldt med kulturforskelle kunne leve sammen og acceptere hinanden (og mig) som en del af deres hverdag. Egentlig kunne jeg have brugt flere timer i undergrunden på at observere Londonerne. Hvordan der var en station hvor alle de sorte steg på, en station hvor alle de sorte steg af, en station hvor alle jakkesættene steg på, en station hvor alle jakkesættene steg af osv. Og ikke mindst hvordan folk kunne sidde og synge, tage make up på eller opføre sig mærkværdigt uden overhovedet at tænke på hvad andre synes.

På trods af min beundring af deres levestil, var der specielt ét spørgsmål der blev ved med at dukke op i mit hoved: 
Gad vide om jeg som landpige og horsensianer nogensinde ville kunne vænne mig til at leve blandt mennesker så forskellige fra mig, når jeg i Danmark er vant til kommentarer og mærkelige blikke, blot man har et tylskørte på i 306'eren?