Om tid og ventetid

Det er tirsdag den fjerde februar. Der er mørkt udenfor. Mit værelse er oplyst af loftslampen og lyset fra min computerskærm. David Bowies ”Love is Lost” lyder fra mit anlæg. Der er i omegnen af halvtreds skoledage tilbage af 3.g (Nicoline ville kende det bestemte antal) og tre dage tilbage inden vi får vinterferie.

Vi venter altid på noget, ofte på flere ting på én gang. Vi venter på at en ny film kommer i biografen, at en ny bog bliver skrevet, at næste afsnit af den tv-serie vi følger med i bliver sendt, at det bliver weekend eller måske bare på at bussen kommer, så vi kan komme hjem. Der er ikke meget vi kan gøre for at gøre ventetiden kortere, men ofte prøver vi så godt vi kan. Den eneste måde reelt at gøre det, er ved at rejse med relativistiske hastigheder, men det er de færreste som har mulighed for det, så oftest prøver vi bare at få ventetiden til at føles kortere. Vi fylder tiden med noget som egentlig bare er fyld, mens vi venter på at gøre det vi egentlig vil. Måske ser vi det tåbelige reality-program der bliver vist inden den spændende serie, måske er vi mere fornuftige og gør noget der skal gøres alligevel, f.eks. rydder op og gør rent, eller laver hjemmearbejde. I sidste ende gør det dog ikke den store forskel, tiden rinder ud og det vi venter på dukker op, medmindre selvfølgelig bussen undlader at komme (vi elsker alle Midttrafik).

Jeg venter også på ting. Jeg venter på at de nye sæsoner af Game of Thrones og House of Cards bliver sendt, jeg venter på at George R. R. Martins Winds of Winter bliver skrevet færdig og udkommer, jeg venter på at den danske stat får taget sig sammen og giver mig den SU jeg skal have, jeg venter på at det bliver weekend og dermed vinterferie og jeg venter på at komme videre med mit liv, flytte hjemmefra og starte på universitetet når jeg er færdig med 3.g. Men det har også en bagside. Når ventetiden er udløbet og man bladrer videre til næste side her i livet, kan man ikke længere gå tilbage. Det er rart at have noget at se frem til, men når tiden er gået, kommer den ikke tilbage. Selv hvis man er glad for det sted man er, kan man ikke stoppe tiden, den fortsætter videre i sit uendeligt konstante tempo. Det er som Aristoteles sagde, ”tid forvitrer ting, alting bliver gammelt og glemmes under tidens kraft.” Det er et naturligt biprodukt af at vente, mens vi venter går tiden, pludselig bliver vi voksne, så bliver vi gamle og så dør vi. Hele vejen gennem livet har vi ventet på et eller andet, og det er helt fint. Det er rart at have noget at se frem til, man skal bare passe på at man ikke glemmer hvad man har lige nu og her. Det er godt at noget man har lyst til vil ske i fremtiden, men det er vigtigt at lægge mærke til det gode man har, for måske forsvinder det en dag, og pludselig har man haft så travlt med at glæde sig til fremtiden at man helt har glemt at nyde nutiden. Pludselig er tiden gået og muligheder er væk. Hvis der er noget vi har lyst til at gøre, noget vi har lyst til at sige, skal det gøres nu, for vi har ikke nødvendigvis en evighed at gøre det i, og pludselig har vi forpasset chancen. Nogen gange kan slutningen på ventetiden og en deadline være én og samme ting, og hvert eneste øjeblik hvor vi ikke har gjort noget vi havde lyst til, har vi forpasset en mulighed. De spændende ting i fremtiden skal nok komme, uanset hvad vi gør i mellemtiden, så lad os nyde den tid vi har i stedet for at tænke på den tid vi kan komme til at få i fremtiden, og lad os for alt i verden ikke tænke på de ting vi er gået glip af, for vi kan ikke gå tilbage. Vi må bare sørge for at vi ikke går glip af mere. David Bowies ”Where are we now” lyder fra mit anlæg, hvilket er meget passende. Tag et øjeblik, nu eller senere, tænk over hvor du er henne i dit liv lige nu, og om der er noget du har lyst til. Snart vil vi være et andet sted i vores liv, og verden vil se helt anderledes ud. Lad os ikke vente på at verden ændrer sig omkring os, lad os fylde vores tid med ting vi har lyst til, så vi, når Jorden har drejet sine omgange, kan se tilbage og tænke at vi gjorde de ting vi ville, og har brugt vores tid godt.

Uanset hvad vi venter på, vil tiden til sidst være gået. Det er vores egen opgave at sørge for at den ikke er gået tabt.

Det er tirsdag den fjerde februar og jeg har skrevet mit blogindlæg. David Bowie synger at det er ”Valentine’s day”, han tager tingene lidt på forskud, lad os lade være med det.